1. klasse

Til denne aldersgruppe tilbyder vi besøg med MatMobilen med følgende temaer. Under hvert tema er der forslag til aktiviteter efter besøget.

Luk alle
Åbn alle

I dette forløb vil vi undersøge solsortens territorium, dens syns- og høresans, lave føde udregninger og udregne den nye population af solsorte, kigger på forskellige lorte og udfylde vores eget undersøgelsesskema. Vi blander lege og undersøgelser med faktaviden om solsorten. Alt dette med forskelligt måleudstyr og konkrete materialer. 

Lokation: park, græsplæne, skov eller et sted med god plads .

Periode: Hele året.

Mål : Eleven kan undersøge enkle hverdagssituationer ved brug af matematik. Eleven har viden om sammenhænge mellem matematik og enkle hverdagssituationer.

Begreber: territorium, sanser, føde, vægt, måleudstyr.

Inspiration til aktiviteter efter besøg af MatMobilen.

Naturbingo: Lad eleverne undersøge et område ved at træne opmærksomheden i naturen. Download gratis bingo plade til 3 forskellige habitater her.

Undersøgelse af bamse: Eleverne laver deres egen undersøgelse af en medbragt bamse, se hvordan her

Regn mig ud: Eleverne undersøger sig selv og beskriver sig selv v.h.a regneudtryk. Bagefter gætter eleverne hvem der gemmer sig bag undersøgelsen. Se mere på siden her - I skal scrolle lidt ned, for at finde beskrivelsen af aktiviteten.

På jagt efter fugle: Lad eleverne undersøge hvilke  fugle der er på skolens område.

Positionssystemet - hvad er det? Det er et praktisk forløb hvor eleverne bl.a skal repræsentere et 2-cifret tal med en mængde, og finde tallet på en taltavle, på en 100 perlesnor og på en tom tallinje. Vi arbejder med tallenes navne og 10-tabel remsen gennem fælles lege og makker aktiviteter. Vi gætter en mængde og undersøger antallet, og vi går på skattejagt efter ting og mængder. Vi arbejder med forståelsen af  positionssystemet med konkrete materialer. 

Lokation: Legeplads, skov, strand, eng, park, græsplæne eller et sted med plads.

Periode: Hele året.

Mål: Kendskab til positionssystemet/ titalssystemet. Eleven kan anvende naturlige tal til at beskrive antal og mængde. 

Begreber:: Tiere og enere, 100 tavle, større end og mindre end, efterfølgeren og forgængeren. 

Inspiration til aktiviteter efter besøg af MatMobilen.

100 ting: Hjemmeopgave. Tag et foto af 100 ting, det skal være nemt at tælle, at der er hundrede

Gæt mængden: Ugens gættekonkurrence. Gæt mængden af noget i et glas.

Talundersøgelse: dagens tal fra Hanne Due Baks hjemmeside. Der er også til 3 cifrede tal.

Banko: Spil banko, her kan man f.eks. sige 2 tier og 5 enere i stedet for at sige 25

Udstiliing: Lad de andre aktiviteter her på siden indgå i en udstilling, som eleverne laver om talmængder. Undervejs i aktiviteterne er det vigtigt, at I taler med eleverne om antal enere og tiere,  og om hvordan tallet udtales. Lav en tal udstilling hvor hver elev har taget foto af en mængde, der er  lagt i 10´bunker og 1ér bunker, så den nemt kan tælles. Beskueren skal “gætte”tallet. Dette kan være en hjemmeopgave, hvis I har ipads.

I dette undervisningsbesøg skal vi arbejde med placering af forskellige ting i et område. Vi kommer til at arbejder med geometriske former, placeringer af ting i forhold til hinanden, størrelser i forhold til hinanden, se ting fra forskellige positioner, samt at at lave kort på forskellige måder. Eleverne skal lave en skattejagt på området til hinanden.

Lokation: Park, skov, strand, legeplads og skolegård.

Fælles Mål: Eleverne får viden om forholdsord, der kan beskrive placeringer. Eleverne kan beskrive tings placering i forhold til hinanden.

Begreber: Cirkler, trekanter, firkanter, kvadrater og rektangler. Placering af ting i forhold til hinanden, størrelser i forhold til hinanden, se ting fra forskellige positioner, kort, signaturer.

Inspiration til aktiviteter efter besøg af MatMobilen.

Undersøg hvordan skolen ser ud: Tegn kort over forskellige steder på skolen. Kortene hænges op til en udstilling. Eleverne tegner området, som du har valgt, i klassen. Eleverne undersøger, hvad de kan huske om området: ting, placering, former og størrelse. Når eleverne er færdig med deres tegning, skal de ud det pågældende sted. Nu skal de tegne et nyt kort, imens de er på det pågældende sted. Sammenlign kortene, tal om former på tingene, placering i forhold til hinanden, størrelse af tingene.

Lav en opstilling og tegn den: Eleverne er i makkerpar. Hvert makkerpar laver en opstilling med ting som eleverne eller du har valgt. De bytter nu opstilling med et andet makkerpar. De skal tegne et kort over opstillingen. Når begge makkerpar er færdige, skal makkerparrene tale om deres tegning i forhold til opstillingen. De skal tale om placeringen af ting, størrelse og former. Tegningerne af opstillingen hænges op i klassen.

Sænke slagsskibe: Et spil for to personer, der kan spilles med papir og blyant. 

Fremgangsmåde: Der spilles på fire plader, to for hver spiller. Pladerne er typisk kvadratiske – som regel 10 × 10 – og hvert enkelt felt på pladerne er identificeret ved bogstav (kolonne) og nummer (række). På den ene plade placerer spilleren sine skibe og markerer, hvor modstanderen har forsøgt at skyde. På den anden plade markerer spilleren tilsvarende, hvor han/hun har forsøgt at ramme modstanderen. Før spillet begynder, placerer hver spiller sine skibe på pladen. Hvert skib fylder et antal felter, og ligger enten vandret eller lodret. Skibene kan ikke ligge oven på hinanden. Hver spiller har lige mange af samme type skibe, men type og antal kan variere med reglerne.
Flåden består i den oprindelige udgave af følgende skibe:

Skibstype:

  • Hangarskib 5 felter
  • Slagskib 4 felter
  • Destroyer 3 felter
  • Ubåd 3 felter
  • Patruljebåd 2 felter

Spillets gang: Når skibene er placeret, starter spillets første runde. Den første spiller nævner det felt (kolonne, række) i modstanderens flådefelt, han/hun vil skyde på. Hvis der ligger et skib, siger modspilleren “Ramt!” for at indikere, at et skib er ramt. Det afsløres ikke, hvilket skib, der er tale om, hvor stort det er, eller i hvilken retning, der skal skydes, for at sænke skibet. Skibet er først sænket, når alle de felter, som skibet ligger på, er ramt. Dette erklæres ved at sige “Sunket!”. Rammer man forbi, indikeres dette ved at sige “Plask!”. Herefter er den modspillerens tur til at skyde. Hver spiller har ét skud i hver runde.

Afgørelse: Vinderen er den, der først får sænket alle modstanderes skibe.

Spilleplade http://www.momsminivan.com/battleships2-gridsheets.pdf

På dette besøg arbejder vi med affald og begyndende statistik. Vi samler affald i naturen og sorterer det i kategorier. Derefter  laver vi pindediagrammer med affaldet og beskriver mundtligt diagrammet. Vi lægger derefter affaldet på en “nedbrydnings-tidslinie” for at få  en  forestilling om tidshorisonten. Vi bruger forskellige metoder til at kategoriserer vores affald, bl.a. vejer vi det. Vi lærer om affald generelt og affald specifikt i naturen. 

Lokation: Alle steder med plads og affald.

Periode: Hele året, men ikke med sne. 

Mål: Statistik og sandsynlighed, 

  • Eleven kan gennemføre statistiske undersøgelser med enkle data. 
  • Eleven har viden om enkle metoder til at indsamle og beskrive enkle data.   
  • Modellering: Eleven kan undersøge enkle hverdagssituationer ved hjælp af matematik.
  • Eleven har viden om sammenhænge mellem matematik og enkle hverdagssituationer. 

Begreber: Henkastet affald, pindediagram, sortering, flere, færre og måneder/år.

Inspiration til aktiviteter efter besøg af MatMobilen.

Smarties: I kan lave en undersøgelse af en æske smarties. Hver elev laver en undersøgelse af sin lille pakke smarties og beskriver vægt, farve sortering og lidt sandsynlighed. (F.eks. der er størst sandsynlighed for at få en rød/ der er mindst sandsynlighed for at få en sort)

Undersøg affald: et forløb fra  skoven i skolen

Hjemmelavet kompost: Undersøg hvad der sker i en hjemmelavet kompost. 

Affald.dk: Har mange forslag til videre arbejde med affald: affald.dk

Cyklernes farver: Undersøg farver på cykler og lave pindediagram over det.

Nummerplader: Undersøg farver/forbogstav på nr. plade på biler og lave et pindediagram, eleverne laver deres præsentation af deres undersøgelse i en film.

“Spejling” er et praktisk forløb, hvor vi undersøger, hvor eleverne møder spejling i deres hverdag. Først skal eleverne spejle sig i hinanden, og de bevægelser der laves. Derefter sættes fokus på spejlingsakser og en undersøgelse af hvor de findes i naturen. Til sidst arbejdes der med spejling af mønstre/ tegninger.

Lokation: Alle steder i naturen

Periode: Hele året

Mål: Eleven får viden om spejling og spejlingsakser. I dette forløb arbejdes primært med kompetencerne modellering, ræsonnement og tankegang. 

Begreber: Spejl, spejling, spejlbillede og spejlingsakse

Inspiration til aktiviteter efter besøg af MatMobilen.

Undersøg ting: Lad eleverne undersøge forskellige ting som spil, symmetriske figurer, omgivelserne, naturen, kroppen, penalhuset, bøger og billeder for steder hvor ting er spejlet. Til dette kan et gennemsigtigt spejl være en god hjælp: https://www.sp-forlag.dk/gennemsigtigt-spejl-paa-fod#tlt[1]=16054&tlt[2]=16920&tlt[3]=17055

Bag brød eller boller: Bage brød eller boller med spejling. Eleverne kan fx forme brødet eller bollerne i forskellige former og derefter undersøge dejens former for spejlingsakser. 

Spejlingsakser: Lad eleverne undersøge papirklip for spejlingsakser fx deres gækkebreve.

Spejling og IT: Eleverne skal undersøge hvordan man spejler i et dynamisk geometriprogram fx Geogebra. Forslag til forløb: https://sites.google.com/site/geogebradkspejlinger/

Snefnug: Et snefnug er en iskrystal. Den er dannet af underafkølet vand i de højere luftlag i atmosfæren. Ikke to krystaller er ens. Men de er alle sammen formet som stjerner med 6 arme. Se hele forløbet her